TANKESKRÆMSLER
Hvad gør vi med de tanker, vi ikke kan slippe?
Dem, der larmer, forstyrrer, eller pludselig rammer som et stik i maven?
Tankeskræmsler er en intens, musikalsk strøm af ord, stemninger og fortællinger, hvor det finurlige møder det mørke og det genkendelige får ny dybde.
Med Lasse Popp i front og musik af Bastian Popp bevæger forestillingen sig frit mellem drømme, valgkamp, livslede og de store spørgsmål, vi sjældent siger højt. Tanker opstår, forsvinder, vokser og måske opdager vi, at de hænger sammen.
Et rigt og levende lydunivers af kontrabas, klarinet, mandolin og pumpeorgel bærer publikum gennem skiftende stemninger.
Tankeskræmsler er både rørende, morsom og foruroligende, en forestilling, der rammer hovedet og hjertet på samme tid.

