Tag plads! Sæt dig ned! Du er bænket! Sat Af! Sat sammen! Sidder du det rigtige sted?
En hudløs ærlig fortælling om livets store og helt små spørgsmål. Om at sætte sig til rette. Om at turde at sætte sig skævt, om at sidde på tværs, om at blive sat, sat af eller bænket. Om at tage, skabe, og give plads, og helst at huske at gøre det, inden du falder på røven, der hvor bænken ender.
BENCHED er en ekvilibristisk, dynamisk og humoristisk danseforestilling. Foruden contemporary dance trækker den på referencer fra break dance, street dance, akrobatik og capoeira. Men det er ikke bare en forestilling, de unge vil have. Det er forestillingen alle vil have!
BENCHED kan ses af en bred skare af publikummer, som ikke føler sig sat af, men derimod tages i hånden i gennem en række fortællinger i mødet mellem danserne – alvorlige, humoristiske og legende. Der er fuld smæk på fra start til slut, og som publikum sidder man på kanten af stolesædet i 45 minutter. Forestillingen er både egnet for et publikum der aldrig har set dans før, såvel som dem der har set danseforestillinger i mange år.
BENCHED kan både spille indenfor med en effektfuld og enkel lyssætning, såvel som udenfor i de lune sensommernætter.
Sidst men ikke mindst har Uppercut Danseteater eksisteret i mere end 40 år, og er således et dansekompagni som har vundet bredt indpas i det danske scenekunstlandskab. Vi oplever at have et følgeskab uanset hvor vi optræder og har en god kontakt til publikum. Som kompagni udarbejder vi digital salgsmateriale som kan hjælpe teaterforeningerne med at nå et publikum.
“…[I Benched] beviser Stephanie Thomasen, at hun ikke blot er en opfindsom, humoristisk og livligt fortællende koreograf, men også en fortrinlig iscenesætter. Der er rum, balance og dramatik i hendes billeder, så det bliver en fuldendt danseforestilling.”
– Morten Hede, Jyllands-Posten
“Hold kæft, hvor kunne de fem kaste sig rundt om en lang sort bænk, i en fusion af street og moderne dans, som var den en fjedrende affyringsrampe. (…) Legende cool symbiose mellem mænd og bænk.”
– Monna Dithmer, Politiken
”Stephanie Thomasens koreografiske talent er ganske enkelt uomtvisteligt”
– Majbritt Hjelmsbo, Weekendavisen
”Det er bare med at komme afsted og opleve dette unikke kompagni inden de springer endnu længere ud på verdensscenen, hvor de rettelig hører til.”
– Dorthe Grannov Balslev, ISCENE
"Suveræne dansere: Overlegent muskuløse og smidige, totalt uforfærdede og samtidig disciplinerede. (…) Det er disse fem dansere fra Uppercut Danseteater, der formår at gøre forestillingen ’Benched’ til en eminent danseoplevelse på internationalt niveau."
– Anne Middelboe Christensen, Teateravisen.dk
”BENCHED emmer af energi, og til slut må man nærmest kæmpe for at blive siddende, for den smittende kropslighed fra de fem dansere forplanter sig til hele salen: Uppercut danseteater – når det er mest legende og let.”
– Michael Søby, CPH Culture
”Det er svært ikke at blive revet med fra start til slut.”
– Michael Svennevig, Ørkendrømme