Er det splittelse, der er i luften, en tvivl om hvem vi er – eller er det bare duften fra en pølsevogn? Danskerne debatterer for fuld skrue om, hvem de er og ikke er. Men hvem er vi egentlig i Svendborg, Hjørring og på Nørrebro?
Syv teatre placeret rundt om i hele landet er gået sammen om at skabe et skævt, alternativt og levende danmarksportræt som modvægt til de store nationale fortællinger. »Danmark, mit fædreland« er forankret i lokalbefolkningerne fra nord til syd og øst til vest og fremviser det særegne, det man er stolte af på egnene men også det, man skammer sig over.
I DANMARK, MIT FÆDRELAND vil publikum opleve syv skuespillere og syv fortællinger, én scene for hver af de medvirkende teatre. På scenen, der fremtræder som et udstillingslokale med hvide gallerivægge og montrer blandet med elementer fra den danske natur, samles de syv scener til ét fælles værk – et levende alternativt portræt af Danmark.
Forestillingen varer cirka 1 time og 30 minutter uden pause.