Mormor er lige død og Jørgen er rigtig ked af det. Så da mor bliver syg med influenza får han nok! Han vil finde en medicin, der både kan holde sygdom og døden væk - for altid. Jørgen begiver sig ud i verden for at finde den bedste medicin og det fører ham til Landet bag Døren – ind i Spørgsmålsskoven, gennem Mosen og De Lange Skyggers Dal, hen til Overgangen og op på Hovedbjerget. Undervejs møder Jørgen Spørgsmålsprinsessen, Krigeren Maxi og den pyntesyge og festglade Aldo, der alle gerne vil hjælpe, men det har sin pris og Jørgen bliver udsat for både udfordringer, styrkeprøvelser og tab undervejs. Til sidst når han frem til Milepælen på Hovedbjerget og finder den medicin han har søgt efter. Men det er ikke uden kamp og det viser sig, at den medicin han har ledt efter er en helt anden, end den han først troede han skulle hente med hjem til sin mor.